Vi twister lige modellen lidt
Vi kommer desværre nok til at lave en Karsten Hønge. Altså at lave om i vores model selv om vi har fastholdt at den ikke kunne blive bedre. Det er faktisk allerede implementeret hvis I ser på dashboard eller udforsk.
Der er to grunde til at vi gør det. For det første var der valget til Europaparlamentet hvor meningsmålingerne ramte rigtig, rigtig grimt. Vi to hele tiden forbehold for, at vi brugte en model fittet til folketingsvalg, men forskellen overraskede os.
Derfor er gik vi lidt i tænkeboks (hvilket involverede at kigge på Martin Vinæs’ analyse af tidligere tiders meningsmålinger) og besluttede os til, at det nok var en god idé at øge det man kan kalde usikkerheden på usikkerheden. For de mere teknisk kyndige er det antallet af frihedsgrader i vores t-fordeling. Den tager vi fra 8 ned til 5, og retter lidt ind i de andre parametre.
Den anden grund er, at vi efter EP-valget har haft tid til at rydde op i koden, og der havde indsneget sig en lille fejl i en af parametrene, så sandsynlighedsfordelingerne har været lidt for smalle.
Hovedkonsekvenserne er:
- Udfaldsrummet for især de små partier er blevet bredere. Nu er sandsynlighederne for at de klarer spærregrænsen ikke længere enten 0 eller 1, nu ligger de mere mod midten.
- Andre udfald får deres sandsynligheder ‘flyttet mod 50%’, så at sige. Ekstreme udfald er altså blevet mere sandsynlige. Eksempelvis er sandsynligheden for at blå blok (med støtte fra D, E, P, K og to nordatlantiske mandater) kan få 90 mandater helt oppe på 3%.
Glæd jer bare over at prognoserne nu er blevet endnu bedre.
Har I nogen historiske data at validere jeres usikkerheder på? Fx virker P’s fordeling lige nu meget (ubehageligt?) bred. Kunne man validere op imod data fra tidligere valg, hvor partier har danset om spærregrænsen, eller ændrer metodikken bag meningsmålinger sig for meget på de tidsskalaer?
Vi bruger valgene 2007, 2011 og 2015, og bruger meningsmålingerne dagen før valget. Vi har ikke kunne finde flere valg tilbage, for der er ikke nogen der historisk har gjort sig den ulejlighed at opsamle dem systematisk før da :-(. Det giver 28 parti/valg kombinationer (25 frihedsgrader) at estimere en model på. Det er i virkeligheden ikke så meget, så modellen er en blanding af gæt og estimation.
Hvis man ser på Ny Alliance i 2007 og Alternativet i 2015, ramte meningsmålingerne faktisk ret godt. Til gengæld var meningsmålingerne også ret enige. Det er de bestemt ikke denne gang når det gælder P (og D). Vi vægter en del af variabiliteten mellem meningsmålingerne ind i vores model, og det er det, som giver de brede intervaller. Hvis meningsmålingerne var enige ville fordelingerne være under halvt så brede, og de ville være ca så brede som fejlen var for Y i 2007 og Å i 2015.
Der kommer lige straks en artikel om emnet på siden :-).